Historier fra det virkelige liv ... 3+4=7

Blog

Kampen hvor der ingen vinder er

User Rating:  / 0
PoorBest 

"Kampen, hvor der ingen vinder er" - det kunne nemt være overskriften på en historisk fortælling, men det er desværre en historie, som foregår i den nyere tid : "Inklusion af børn med særlige behov". Hovedpersonen er min søn - men det kunne være en tilfældigt barn, som har brug for ekstra støtte i den faglige udvikling. 

Hovedpersonen er idag 14 år, teenage dreng og så har han diagnosen ADHD. 

Handlingen foregår mange steder, men udgangspunktet her er folkeskolen. Drengen går i 7. Klasse på en almindelig folkeskole. De er 22 elever - 12 piger, 10 drenge og 1 lærer. 

Fra 0. Klasse til 5. Klasse var ikke alt lutter lagkage, men han fungerede. Skolen ydede støtte, hvor de kunne og hans lærer kunne rumme ham. Der blev lavet små aftaler med drengen - som medvirkede til, at en skolegang var noget han var glad for. 

Jeg var åben omkring de forskellige forandringer og havde et godt udviklende samarbejde kørende med menneskerne omkring hans hverdag - skole som SFO/ klub. Og ikke mindst de andre forældre skal have en positiv tanke. 

Heldigvis, kan man sige, arbejdede  jeg tæt på - for når det blev for meget ( pres) kom han på min arbejdsplads. Mange gange hørte jeg mine kollegaer sige :" Din søn er her" og så måtte jeg følge ham tilbage.

Manglende kommunikation har også været medvirken til, at drengen blev misforstået. Vikarer har troet, at han "bare" var fræk - uden de har vidst, at han havde en diagnose. Feks blev jeg kontaktet af en matematikvikar, som ville informerer mig om, at drengen var gået under undervisningen. De skulle øve tabeller. Drengen havde sagt, at han ville være bokser træner - der skulle han kunne tælle til 10 på engelsk, og det kunne han godt. Og så gik han ! 

6. Klasse betød nye lærer. Flere faglige krav. Og ikke mindst kom sparekniven forbi - den tog støttetimerne og puttede dem i en stor pulje. Sparekniven besluttede, at drengen ikke tilhørte en kategori, som kunne bevilges hjælp = støttetimerne og tilskud blev taget væk. 

Så begyndte opstigningen. Det gik langsom op ad bakke - stille og roligt, men nok til, at frustrationerne kom snigende. 

Han blev rost for sit glade sind og hjælpsomhed - men det faglige halte efter. Han lå under middel i alle fag. 

Derhjemme var det slavepiskeri. Skiftes til, at sidde med ham og lave lektier - skubbede ham tit til grænsen, nogle gange over. Guidning, Guidning og støtte var vejen frem. 

Denne kvalitetstid gik desværre fra lillebroen og familielivet. 

Nu går drengen i 7. Klasse. Flere skift i lærerstaben. Der er jævnligt korrespondance - mail som opringninger - imellem lærerne og jeg, der kan fortælle om manglende motivation, forstyrrelse og nedadgående faglig udvikling. 

Som en af lærerne sagde :" Jeg har andre elever i klassen!" 

Jeg tager det som et frustrations udbrud. En tanke, som blev sagt højt ! 

Hvordan kan inklusion af børn med særlige behov lykkes - når der ikke kommer flere ressourcer ? Hvordan skal en diagnosticeret dreng kunne udvikle sig fagligt, når støtten ikke er dertil ? 

En skoledag med nederlag giver mistrivsel. Som drengen sagde en dag :" De finder hele tiden fejl ved mig" .. 

"Kampen, hvor der ingen vinder er - men kun en taber" kunne historien også have heddet, men heldigvis kan vi se lys forenden af tunnelen : Drengen skal på efterskole til sommer. Special efterskole, hvor han har fået plads i deres ADHD klasse. Vi håber på fremgang i det faglige, men ikke mindst i det personlige - han har fået nederlag nok. 

Der har også været udfordringer i fritiden, hvor drengen har overtrådt nogle sociale regler - og fået dårlige relationer. Familiestyrelsen har været involveret, og sammen fandt vi løsninger.  

Der er også lyse tider og gode beslutninger er taget - de holdes fast. Tak til dem, som har støttet i "kampen", og giver sønnen kærlighed når han har trængt. Tak til dem, som åbnet deres hjem for ham / os. Tak til dem, som har kunne rumme ham, trods han usynlige handicap. 

OBS ! Denne fortælling skal ikke læses som en bebrejdelse - men læses som en bekymring fra en mor. En fortællingen skrevet af en mor, som er træt - Man vil sine børn bedst - diagnosticeret eller ej.